Engang tilbage i 1500-tallet da Sverige stadig var katolsk, levede en herrmand og hans kone på en herregård. De havde været sammen i mange år, men manden blev pludselig syg og døde. Hun sad nu alene som enke, og overtog nu kontrollen med gården.
Året efter mandens død, nærmede allehelgens aften sig. Som det var for vane, så blev der på allehelgens dag afholdt en messe. Her læste man navnene op på dem der var gået bort, og mindedes dem. Dette skulle hun selvfølgelig deltage i. Dels fordi at være en from kristen var vigtig i denne tid, men også fordi hun ønskede at mindes sin afdøde mand.
For at sikre at hun var klar til dagen, havde hun sammen med tjenestepigen valgt tøjet hun skulle have på til messen dagen før, og lagt det klar. Tjenestepigen havde fået besked på at vægge enken tidligt om morgenen, hjælpe hende i tøjet og sørge for at enken kunne komme i kirke i god til. Det var ikke velset at komme for sent eller misse denne gudstjeneste.
Så alt var klappet og klart, og enken gik i seng.
Det var stadig mørkt da enken vågnede. Månen stod stadig på himlen, og enken havde en mærkelig følelse af at noget var forket. Var det for tidligt? var det for sent i forhold til messen? Hun så at tøjet stadig hang der, og der var ikke tegn på at tjenestepigen var på vej. Hun rejste sig derfor for at kigge ud af vinduet, og se om hun var for sent eller for tidligt på den. I vinduet kunne hun se at der var lys i kirken, og måtte derfor sande at tjenestepigen ikke havde vækket hende i tide. Pokkers! På med tøjet og ud af døren!
Enken skyndte sig afsted for at nå hen til kirken. At komme for sent til messen var ikke velset, og det var mildestalt heller ikke smart at den tjenestepige ikke havde gjort som aftalt.
Hun gik afsted i raske skridt, og kunne høre gruset knase under hendes fødder. Solen var som nævnt ikke stået op endnu, og månen hang endnu på himlen. Den lyste kraftigt op og gjorde det let at se vejen til kirken. Dog var følelsen af at noget ikke var rigtig ikke forsvundet…der var underligt stille, ingen fugle kvidrede og hun så heller ikke andre mennesker. Da hun kom tættere på kirken, kunne hun se en enkelt skikkelse stå ude foran kirken. Det var rart at blive bekræftet i at hun ikke var alene, men som nævnt så hun ikke andre folk – var de allerede kommet? og hvorfor ringede kirkeklokkerne egentlig ikke?
Skikkelsen stod fortsat foran kirken da hun kom tættere på, og det virkede som om den havde set enken. Vedkommende stod og vinkede og lavede fagter med armene, som om den ville sige noget. Først troede enken at det nok bare var fordi hun var for sent på den, men ved nærmere eftersyn virkede det nu mere som om det var en form for advarsel. Ønskede skikkelsen ikke at hun deltog? at hun skulle hjem? og hvorfor ligende den skikkelse hendes gamle tjenestepige der var død for nogle år siden?
Det var lidt underligt, og hun satte farten lidt ned. Skulle hun tage og vende om som skikkelsen mente eller skulle hun fortsætte? Nu var hun jo kommet så langt, og den skikkelse kunne umuligt være tjenestepigen – hun var jo død! hvorfor skulle hun stå der og fægte med armene?! nej, enken besluttede sig for at fortsætte – i kirke skulle hun!
Hun var nu fremme ved kirken, og skikkelsen var intet sted at se. Måske havde vedkommende bare givet op og var gået ind – sandsynligvis nok fordi messen var ved at starte. Enken kom op til døren, og så at den stod åben. Hun satte foden på det første trin – og stoppede. Hvor der normalt var summen af liv og mennesker, var der tavst som graven inde i kirken. Hun kunne se at der var fyldt på bænkene, men der var ikke en lyd. Samtidig var det normalt varme og bløde lys der bød en indenfor i stedet koldt, blåligt og dunkelt. Hun tænkte endnu en gang om det var rigtigt, men valgte så at gå ind i kirken.
Der var som sagt fyldt, alle pladser var fyldt op af mennesker, som på en eller anden måde sad tavse med deres hoveder skjult. Der lugtede jordslået, gammelt og støvet – og der var helt stille. Hun fandt en enkelt ledig plads at sætte sig på, ved siden af en der også holdt hovedet skjult ved at være foroverbøjet. Hun kiggede rundt, og undrede sig over hvorfor alle sad på denne måde – og hvorfor hun ikke rigtig kunne genkende nogen.
Efter kort tid var gudstjenesten fortsat ikke begyndt, og hun kiggede efter om der manglede nogen eller om der altså var nogen hun kendte. Hun følte pludselig som om der var nogen der kiggede på hende, som om der var et sæt øjne der borede sig ind i hendes nakke. Hun vendte sig om mod den der sad ved siden af, og for sammen!
For enken stirrede ikke ind i et venligt og smilende ansigt, men så direkte ind i et ansigt der var halvfordærvet, som om det havde ligget lang tid i jorden og to store dybe mørke huller hvor der normalt ville være øjne. Hun kiggede ikke på et levende menneske, men på et lig. Enken for sammen af ren skræk, og kiggede rundt igen. Hun kunne nu endelig se flere af skikkelserne bevæge sig lidt, og kunne se at de alle sammen var nøjagtig det samme – halvrådne lig der sad på kirkebænkene.
Det gik op for enken at dette ikke var en normal gudstjeneste, eller i hvert fald ikke en gudstjeneste for de levende. Det var de dødes messe, hvor de steg op fra gravene for at være i kirken igen. Det var ikke et sted hun hørte til, hun skulle ud!
Hun rejste sig og begyndte at bevæge sig ud fra bænken og ud til gangen. Imens hun gjorde dette, anede hun at en skikkelse længere fremme også rejste sig op, og var selv på vej ud. Hun nåede ud på gangen, da skikkelsen drejede rundt og kiggede på hende. Denne gang skreg hun, og frøs næsten til is. Skikkelsen der nu stod vendt mod hende var ingen ringere end hendes afdøde mand! Komplet i det tøj han var begravet i, med kårde og kåbe, dog tydeligt at han havde ligget i jorden i et år. Han stirrede direkte på hende, men hun havde ikke tid til at vente og gik derfor mod udgangen. Hun kunne høre hvordan hans tunge støvler dundrede på kirkegulvet, og hun begyndte derfor at sætte farten op.
Hun skulle ud, ville ikke vente og ikke vende sig om. Hun hørte ham trække kården fra skeden og hun satte i et løb. Hun var tæt på udgangen, men med en hvilsen i luften bag hende faldt hun næsten bagover. Det var som om nogen, eller noget, havde fået fat i hendes egen kåbe. Hun kunne kunne komme fri, og vendte sig om for at se hvad der var sket. Kården sad boret fast i kirkegulvet, og havde kilet kåben fast. Den afdøde herremand gik frem mod hende, mens hun kæmpede for at komme fri. Hun kunne mærke at kåben gav sig, og sled så meget i den så hun kunne vriste sig fri. Hendes afdøde mand var nu tæt på, og ragte igen ud efter kården. Enken havde hevet og sledet så meget i kåben at hun kunne vriste sig ud – og hun var nu fri.
Hun spurtede ned af kirkegulvet og ud af døren. Hun havde så meget fart på at hun ikke nåede at tage det første trin, og faldt ned af trappen. Hun landede nede foran trappen, og det hele blev sort.
Da hun vågnede igen, stod en masse mennesker omkring hende. Den ene var præsten, den anden hendes tjenestpige og dertil nogle kirkegængere der var ilet til. De hjalp hende op og sidde, og spurgte hvad der dog var hændt. Enken sad lidt, og spurgte så hvad der var sket med hendes enkemand og om de havde set ham? Alle stirrede lidt på hinanden, og forklarede at de altså ikke havde set hendes enkemand -han var jo død.
Tjenestepigen forklarede at hun var vågnet op til aftalt tid, for at give enken tøj på. Da hun var kommet ind i sovekammeret, var enken borte og tøjet væk. Tjenestepigen havde undret sig, og kiggede så ud af vinduet for at se om enken var taget afsted. her havde hun set, at der altså lå noget foran kirken, noget som ligende et menneske. Det undrede hun sig over, og efter at have set igennem huset efter enken, gik hen mod kirken. Da hun kom tættere på, kunne hun genkende noget af tøjet som værende enkens. Hun kom derhen, stort set samtidig med præsten der var kommet for at gøre klar til gudstjeneste.
Enken lyttede til historien, og forklarede så hvad der var sket. Hun fortalte om at vågne op, se lys i kirken og gå rask afsted for at nå til gudstjeneste. Hun fortalte om skikkelsen foran kirken, det blå lys og så hvordan der lugtede i kirken. Hun gennemgik oplevelsen med at se det var døde der var derinde, og hvordan dele af hendes kåbe altså var spiddet af hendes afdøde mands kårde.
Præsten og de andre tav, men sagde så at det hun havde oplevet ikke var de levendes messe. Hun havde været til de dødes messe, som foregår omkring midnat allehelgens aften. Dette er kun for de døde, da levende har intet at gøre der. Og de kårde hun fortalte om, den havde de godt nok også fundet. De havde fundet Enken liggende på jorden, mens der i kirkegulvet stadig stod en kårde kilet fast – med en del af enkens kåbe naglet til gulvet.
Efterskrift
Denne historie stammer stammer som sagt fra Sverige, fra dengang det stadig var katolsk. Jeg kan desværre ikke huske navnet på kirken eller på enken eller herremanden, men det siges at i den kirke som enken havde oplevet de dødes messe i – der har man igennem mange år haft udstillet en kårde og et stykke stof. Det siges nemlig at netop den kåbe og kårde var hvad man fandt den allehelgensdag, hvor enken lå nedenforan trappen.