At møde fanden

Photo by freestocks on Unsplash

Det kan være farligt at møde fanden, uanset om man ønsker at møde ham eller det sker uventet. Indgår man en aftale, har det en høj pris som skal betales.

Da fanden fristede de levende

Som menneske skulle man være varsom med at påkalde sig Fanden, da det kunne gå grueligt galt. Man skulle værge sig for hans fristelser, da han ville lede en ned i helvede. For at kunne sikre sig evig frelse og sikre sig plads i himmerige, skulle man bede for Vor Herre. Sådan lød det i hvert fald i kirken og fra præsten.

For den almene befolkning var gud og fanden virkelige entiteter. Den gamle overtro levede videre i bedste velgående, og fanden havde fundet sin plads som leder af de onde kræfter. Det var derfor også muligt at kunne møde ham, hvilket man skulle være varsom med.

Det var, hvis man læser de gamle sagn, ikke så ekstremt svært at møde ham – mange gange kunne det ske meget uforvarende. Sømænd skulle passe på med at fløjte ombord på skibe, da dette kunne tiltrække fanden. Visse herremænd kunne, hvis de turde, møde fanden i rum på herregårdene og andre steder kunne han bo under broer. Så hvis man ikke passede på, kunne man let støde på ham.

I det forrige indlæg fokuserede jeg på aftalerne der kunne indgås med fanden. Det var primært herremænd der blev sat fokus på, og fokuserede meget på at de ønskede velstand, men i realiteten var det også almuen som kunne friste sig til at møde ham.

Kortspil og djævledans

Som nævnt var det let at møde ham ganske utilsigtet. Dette var ikke nødvendigvis planlagt, men mere udslag af enten overmod eller uopmærksomhed. Når man påkaldte ham, så var det ikke så let at slippe af med ham. Som det blev gennemgået tidligere, så var der en høj pris at betale hvis man forhandlede med ham. Det kunne i sidste ende betyde døden.

Når bølgerne går højt

Kortspil optræder hyppigt i de gamle sagn. Som regel er det mænd der spiller, og det er høj som lav der deltager. Der er dog nogle historier hvor kvinder også deltager. Nogle gange var spillet rent tidsfordriv, men mest var det en form for socialt samvær mellem venner og bekendte.

Når der blev spillet, så var der som regel noget på spil. Som regel spillede man om penge, og bølgerne kunne gå højt. Dette kunne være fordi der blev snydt eller simpelthen fordi alle pengene blev tabt. For herremænd kunne det ikke kun være penge, men hele herregården der blev tabt. Det betød at de blev bandet og svovlet, og kunne endda ende i slåskampe. Så eder og forbandelser kunne slynges ud, og dermed var der også risiko for at påkalde den onde selv i kampens hede.

Et helvedes kortspil

Dette var tilfældet for et kortspil juleaften på herregården Kjeldgaard. Karlene sad og spillede kort, og der blev bandet, slået i bordet og delt øretæver ud. Sent på aftenen bankede det dog på døren, og udenfor stod en mørk fremmed. Da ingen skal være alene en sådan aften, blev han inviteret ind, og snart deltog han i kortspillet. Han klarede sig ganske godt, men det var som om han ikke helt kunne holde styr på alle sine kort. Han blev ved med at tabe kort med kløver, enten på bordet eller, i nogle tilfælde, på gulvet. Det virkede for karlene lidt mærkeligt.

At bryde op eller fortsætte

Da et af kortene røg på gulvet endnu en gang, kravlede en lille pige ind under bordet for at hente det. Her opdagede hun at den fremmede ikke var helt almindelig, for han støvlesnuder var skåret af og hans klør stak udenfor. Dette fortalte hun videre til karlene, som hurtigt opdagede hvem de havde med ved bordet. Det var ingen ringere end den onde selv, der ingen magt har over korset (hvilket kløver minder om) og ikke går med almindelige sko (da han har klør eller hove – alt efter historien).

Nu havde karlene ikke meget lyst til at spille videre, men fanden ønskede ikke at gå hjem – de havde jo selv inviteret ham! Så de måtte spille videre og frygtede hvordan det ville ende. Til alt held blev herremanden opmærksom på al den jamren og klagen fra stuen, og begav sig derned for at se hvad det drejede sig om. Da han erfarede at de spillede med djævelen, lod han karlene gå og overtog så spillet. Herremanden havde læst til præst, og vidste derfor hvordan man håndterede fanden (noget alle præster i sagnene lader til at kunne håndtere). Han læste over fanden i lang tid, men det hjalp ikke rigtig – fanden ville ikke gå tomhændet hjem. I lang tid diskuterede de og forhandlede, indtil fanden accepterede at tage den sorte lænkehund med sig. Udenfor kunne man høre den hyle og jamre mens den ufrivilligt rejse med den onde selv.

At danse med djævelen

I andre sagn er det ikke kortspil der lader folk komme til at møde fanden, men i stedet i dansen. Disse sagn kan være opstået for at minde kvinder om det syndige ved dansen, hvad også hasardspil kunne være. I disse typer af sagn er der fest på gården, igen enten på bondegården eller herregården, og alle morer sig. En kvinde danser først med den ene mand, så med den anden for til sidst at have danset alle trætte. Hun er dog ikke træt, og i denne kådhed kommer hun med en forbøn om at kunne danse forevigt eller med hvem som helst.

Som med kortspillet på Kjeldgaard, så går der ikke længe inden at en fremmed dukker op og bliver inviteret indenfor. Denne byder kvinden op til dans, og danser således løs. Det går hurtigere og hurtigere, og kvinden kan ikke slippe fri af manden greb. Som i forrige sang kan det være gedeskægget, hovene eller andet der afslører at det er fanden selv der danses med. I nogle tilfælde bekender han selv kulør. Vildere går dansen, og kvinden ender med at styrte om med blod løbende ud af munden. Det er i sammenhæng med disse sagn at blodige håndtryk, blodstænk på gulve eller vægge kommer til syne, og forbliver synlige i lang tid.

Drømmen om det bedre liv

Når man nu ved at Fanden besidder stor magt, så er det måske også fristende at indgå en aftale med ham og dermed bevidst opsøge ham?

For den almene bondestand var ønsket om et bedre liv (og flere penge) et stort ønske, eller i hvert fald noget man kunne stræbe efter. Livet var tung og hårdt, med et meget krævende fysisk arbejde. Kosten var ikke altid god, og et begreb som vårhunger var ikke ukendt på den tid. Dette skete når den sidste grønkål var spist, og man ikke længere havde mad nok til at klare sig indtil foråret satte ind. Det kunne betyde sygdom og død for, især, børn men også voksne kunne rammes.

Det kunne dermed føles som om livet var en lang prøvelse, og hvorfor skulle man lide – hvis der nu var en lettere vej igennem det hele?

Cyrpianus – den sorte bog

Hvad nu hvis man, på magisk vis, kunne få flere penge? kunne få held i kærlighed og vinde sin hjertenskær? Hvis man kunne gøre sig usynlig, eller usårlig?

Der kunne være mange ønsker, og for at disse kunne opfyldes skulle man enten være heldig, eller kunne trylle. Cyrpianus, eller sortebog, var en tryllebog med magiske remser og trylleformularer, der kunne hjælpe en på vej. Den siges at indeholde enten to, eller tre dele. Den første del handler om kontakt til de underjordiske og en masse remser der kan hjælpe en med f.eks. rigdom eller usårlighed, mens den sidste del handler om at ophæve denne trolddom.

Det var selvfølgelig ikke noget som kirken kunne stå indefor, så derfor var det meget hemmeligt at anskaffe sig en sådan bog.

Med Cyprianus havde man mulighed og en indsigt der strakte sig over almindelige menneskers, og måske en måde at styre fanden på? Cyprianus gav nemlig ikke kun mulighed for at trylle, men også kunne komme i kontakt med fanden. Selvom der var forskellige former for “audienser”, kunne man også bruge en formular til dette formål. Problemet med dette var ikke at komme i kontakt med fanden, problemet opstod når han ikke ville forsvinde igen!

Fanden giver og fanden tager

Problemet med Cyprianus var at man måske troede man styrede fanden, og havde en magt over ham. Som regel var det dog ikke tilfældet. Anskaffede man sig bogen, kunne man allerede der have indgået en aftale med ham. Dette betød at han kunne hente ens sjæl i pant. Prøvede man at komme af med bogen, så dukkede den altid op igen. Så hvis man måske brugte den én gang og ikke længere ønskede den, så skulle man

Vekseldaleren sikrer rigdom – men det har sin pris

En af de ting som fanden besad, var såkaldte vekseldalere. Havde man en sådan daler, skulle man blot vende mønten i hånden, og flere mønter ville falde fra den. Blev den givet ud som betaling, ville den altid vende tilbage til ejeren. En sådan magisk mønt ville gøre livet let, og man behøvede derfor ikke bekymre sig om at tjene til dagen og vejen.

Der var dog lige en hage ved at få en sådan mønt. Dels skulle man i audiens med fanden, og han krævede en betaling for den. En sådan magisk mønt var nemlig ikke billig og som regel kostede den et liv (eller en sjæl). I et samfund hvor størstedelen tjente få skillinge gennem hårdt fysisk arbejde, kunne drømmen om en vekselmønt være meget tillokkende. Om end at mange nok ikke ønskede at indgå aftaler med fanden, muligvis anså det som en skrøne eller umulig drøm, så er der i et hvert samfund altid svage sjæle der bliver fristet.

I audiens hos djævelen

Hvis man ikke lige havde djævelen boende, som Borkvad Rud, eller havde en Cyprianus ved hånden, var der andre måder at kontakte ham på. Det indebar som regel at besøge en kirke om natten, og udføre særlige ritualer. I Vor Frue kirke i København, skulle man møde op om natten, gå baglæns tre gange rundt om kirken, og banke på døren. I nogle tilfælde skulle man puste ind af nøglehullet, eller sige en remse. Gjorde man dette rigtigt, ville døren gå op, kunne man komme til at tale med Fanden selv. Hvis man dog ville have fat i vekseldaleren, så skulle man selvfølgelig betale.

En sjæl for en mønt

Da det kostede en sjæl, eller et liv, måtte man være kreativ for ikke at sælge sig selv. Dette kunne gøres ved at man indfangede en sort kat, puttede den i en sort sæk og tog den med til kirken. Fanden kunne jo altid bruge en sort kat, og dermed havde man sikret sit eget liv for evig rigdom. Nogle sagn fortæller dog at man ikke skulle vente med at forlade ham med sækken i hånden, da han kunne finde på at spise katten OG en selv før man fik gjort brug af mønten.

Da djævelen er en snu rad, og i grunden ikke stiller sig tilfreds med hvad som helst. var det ikke nok at give ham en kat. Når man lå på sit yderste og var på vej hinsides, dukkede han op i sidste øjeblik for at tage sjælen i pant for daleren. Dette kunne ske i skikkelsen af en hund, man ikke kunne drive ud af værelset. Så uanset hvad man gjorde, så var det en høj pris at betale for ikke at tjene ærlige penge selv.

Fri os fra fristelserne

Disse typer af sagn er mere religiøst fokuseret. Dette kan skyldes at de er blevet brugt som en advarsel mod ukristelig adfærd, og imod at blive fristet af fanden og kødets lyster. Fristelse, kødets lyst og andre udtryk blev anvendt for at kirkens mænd for at bevare den gode og sunde tro på guds nåde og frelse i befolkningen. I de forskellige religiøse grupperinger, er der meget forskelligt syn på dans og kortspil. Nogle kristne anser det stadig som syndigt, og ukristeligt. I historierne er det dog primært mænd som spiller kort og kvinder der danser. Dette kan skyldes at kvinderne skulle vogte sig mod fristelserne der kan opstå under dansen, og ikke blive “utugtig”. I dans opstår der let fysisk kontakt mellem kønnene (for dem der danser med det modsatte køn), hvilket tidligere ikke var velanset.

Så disse historier kan være med til at have advaret mod fristelserne den onde lokkede med.

2 Replies to “At møde fanden”

    1. Thank you for that information.

      All pictures on this site, are from Unsplash.com. It’s copyright free to use them, but I have put the artists name in the text next to the image. This has been done to every image on the site.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *