At møde fanden

Det kan være farligt at møde fanden, uanset om man ønsker at møde ham eller det sker uventet. Indgår man en aftale, har det en høj pris som skal betales.

Da fanden fristede de levende

Som menneske skulle man være varsom med at påkalde sig Fanden, da det kunne gå grueligt galt. Man skulle værge sig for hans fristelser, og kunne sikre sig evig frelse ved at bede for Vor Herre. Sådan lød det i hvert fald i kirken og fra præsten. For bondebefolkningen, før der var tvungen skolegang, leve ånder, åmænd, ellepiger og genfærd side om side med de levende.

Som altid var det fristende at lade sig lokke af de mørke kræfter, hvis det betød en forbedring af tilværelsen. I det forrige indlæg fokuserede jeg på aftalerne der kunne indgås med fanden. Det var primært herremænd der blev sat fokus på, men det var ikke kun dem der ønskede bedre velstand.

Drømmen om det bedre liv

For den almene bondestand var velstand og rigdom også et stort ønske. Livet var tung og hårdt, med et meget krævende fysisk arbejde. Samtidig kunne penge være små hvilket betød at man måtte leve af den mad man selv kunne producere. Hvis vinteren var streng og høsten fejlede, oplevede mange såkaldt vårhunger. Dette skete når den sidste grønkål var spist, og man ikke længere havde mad nok til at klare sig indtil foråret satte ind.

Cyrpianus – den sorte bog

Så hvad nu hvis man, på magisk vis, kunne få flere penge? kunne få held i kærlighed og vinde sin hjertenskær? Hvis man kunne gøre sig usynlig, eller usårlig?

Der kunne være mange ønsker, og for at disse kunne opfyldes skulle man enten være heldig, eller kunne trylle. Cyrpianus, eller sortebog, var en tryllebog med magiske remser og trylleformularer, der kunne hjælpe en på vej. Det var selvfølgelig ikke noget som kirken kunne stå indefor, så derfor var det meget hemmeligt at anskaffe sig en sådan bog. Før 1800-tallet var sådanne bøger primært ejet af dem der kunne læse dvs. præster, statspersoner eller officerer. Her ville en magisk remse, hjælpe på status og rigdom.

i 1800-tallet, da skolegang blev almindeligt, blev denne type bog mere udbredt hos den almene borger. Selvom man tidligere havde tyet til de kloge koner, så havde man med en folkelig sortebog måske selv mulighed for at gøre tilværelsen lidt bedre.

Cyprianus gav dog ikke kun mulighed for at trylle, men også kunne komme i kontakt med fanden. Selvom der var forskellige former for “audienser”, kunne man også bruge en formular til dette formål. Problemet med dette var ikke at komme i kontakt med fanden, problemet opstod når han ikke ville forsvinde igen!

Vekseldaleren sikrer rigdom

En af de ting som fanden besad, var såkaldte vekseldalere. Havde man en sådan daler, skulle man blot vende mønten i hånden, og flere mønter ville falde fra den. Blev den givet ud som betaling, ville den altid vende tilbage til ejeren. En sådan magisk mønt ville gøre livet let, og man behøvede derfor ikke bekymre sig om at tjene til dagen og vejen.

Der var dog lige en hage ved at få en sådan mønt. Dels skulle man i audiens med fanden, og han krævede en betaling for den. En sådan magisk mønt var nemlig ikke billig og som regel kostede den et liv (eller en sjæl). I et samfund hvor størstedelen tjente få skillinge gennem hårdt fysisk arbejde, kunne drømmen om en vekselmønt være meget tillokkende. Om end at mange nok ikke ønskede at indgå aftaler med fanden, muligvis anså det som en skrøne eller umulig drøm, så er der i et hvert samfund altid svage sjæle der bliver fristet.

I audiens hos djævelen

Hvis man ikke lige havde djævelen boende, som Borkvad Rud, eller havde en Cyprianus ved hånden, var der andre måder at kontakte ham på. Det indebar som regel at besøge en kirke om natten, og udføre særlige ritualer. I Vor Frue kirke i København, skulle man møde op om natten, gå baglæns tre gange rundt om kirken, og banke på døren. I nogle tilfælde skulle man puste ind af nøglehullet, eller sige en remse. Gjorde man dette rigtigt, ville døren gå op, kunne man komme til at tale med Fanden selv. Hvis man dog ville have fat i vekseldaleren, så skulle man selvfølgelig betale.

En sjæl for en mønt

Da det kostede en sjæl, eller et liv, måtte man være kreativ for ikke at sælge sig selv. Dette kunne gøres ved at man indfangede en sort kat, puttede den i en sort sæk og tog den med til kirken. Fanden kunne jo altid bruge en sort kat, og dermed havde man sikret sit eget liv for evig rigdom. Nogle sagn fortæller dog at man ikke skulle vente med at forlade ham med sækken i hånden, da han kunne finde på at spise katten OG en selv før man fik gjort brug af mønten.

Da djævelen er en snu rad, og i grunden ikke stiller sig tilfreds med hvad som helst. var det ikke nok at give ham en kat. Når man lå på sit yderste og var på vej hinsides, dukkede han op i sidste øjeblik for at tage sjælen i pant for daleren. Dette kunne ske i skikkelsen af en hund, man ikke kunne drive ud af værelset. Så uanset hvad man gjorde, så var det en høj pris at betale for ikke at tjene ærlige penge selv.

Kortspil og djævledans

Der var dog også nogle mere utilsigtede måder at møde den onde selv på. Dette var ikke nødvendigvis planlagt, men mere udslag af enten overmod eller uopmærksomhed. Der flere sang der fortæller om kække og overmodige folk der ender med at stå ansigt til ansigt med djævelen, efter et kortspil eller en voldsom dans.

Et helvedes kortspil

Kortspil optræder hyppigt i de gamle sagn. Som regel er det mænd der spiller, og det er høj som lav der deltager. Nogle gange som tidsfordriv, men mest som en form for socialt samvær mellem venner og bekendte. Der er som regel noget at spille om i historierne, og bølgerne går som regel højt. Mænd kunne tabe mange penge enten på grund af uheld, men også hvis der var snyd indblandet. For herremænd kunne et kortspil betyde gården blev tabt. Så der kunne bandes og svovles eller ligefrem være slåskampe under et sådan spil. Så at forbande folk eller påkalde den onde selv ville ikke være nogen overraskelse.

Dette var tilfældet for et kortspil juleaften på herregården Kjeldgaard. karlene sad og spillede kort, og der blev bandet, slået i bordet og delt øretæver ud. Sent på aftenen bankede det dog på døren, og udenfor stod en mørk fremmed. Da ingen skal være alene en sådan aften, blev han inviteret ind, og snart deltog han i kortspillet. Han klarede sig ganske godt, men det var som om han ikke helt kunne holde styr på alle sine kort. Han blev ved med at tabe kort med kløver, enten på bordet eller, i nogle tilfælde, på gulvet. Det virkede for karlene lidt mærkeligt.

Da et af kortene røg på gulvet, kravlede en lille pige ind under bordet for at hente det. Her opdagede hun at den fremmede ikke var helt almindelig, for han støvlesnuder var skåret af og hans klør stak udenfor. Dette fortalte hun videre til karlene, som hurtigt opdagede hvem de havde med ved bordet. Det var ingen ringere end den onde selv, der ingen magt har over korset (hvilket kløver minder om) og ikke går med almindelige sko (da han har klør eller hove – alt efter historien).

At bryde op eller fortsætte

Nu havde karlene ikke meget lyst til at spille videre, men fanden ønskede ikke at gå hjem – de havde jo selv inviteret ham! Så de måtte spille videre og frygtede hvordan det ville ende. Til alt held blev herremanden opmærksom på al den jamren og klagen fra stuen, og begav sig derned for at se hvad det drejede sig om. Da han erfarede at de spillede med djævelen, lod han karlene gå og overtog så spillet. Herremanden havde læst til præst, og vidste derfor hvordan man håndterede fanden (noget alle præster i sagnene lader til at kunne håndtere). Han læste over fanden i lang tid, men det hjalp ikke rigtig – fanden ville ikke gå tomhændet hjem. I lang tid diskuterede de og forhandlede, indtil fanden accepterede at tage den sorte lænkehund med sig. Udenfor kunne man høre den hyle og jamre mens den ufrivilligt rejse med den onde selv.

At danse med djævelen

I andre sagn er det ikke kortspil der lader folk komme til at møde fanden, men i stedet i dansen. Disse sagn kan være opstået for at minde kvinder om det syndige ved dansen, hvad også hasardspil kunne være. I disse typer af sagn er der fest på gården, igen enten bondegården eller herregården, og alle morer sig. En kvinde danser først med den ene mand, så med den anden for til sidst at have danset alle trætte. Hun er dog ikke træt, og i denne kådhed kommer hun med en forbøn om at kunne danse forevigt eller med hvem som helst.

Som med kortspillet på Kjeldgaard, så går der ikke længe inden at en fremmed dukker op og bliver inviteret indenfor. Denne byder kvinden op til dans, og danser således løs. Det går hurtigere og hurtigere, og kvinden kan ikke slippe fri af manden greb. Som i forrige sang kan det være gedeskægget, hovene eller andet der afslører at det er fanden selv der danses med. Vildere går dansen, og kvinden ender med at styrte om med blod løbende ud af munden. Det er i sammenhæng med disse sagn at blodige håndtryk, blodstænk på gulve eller vægge forbliver synlige i lang tid.

Fri os fra fristelserne

Disse typer af sagn er mere religiøst fokuseret. Dette kan skyldes at de er blevet brugt som en advarsel mod ukristelig adfærd, og imod at blive fristet af fanden og kødets lyster. Fristelse, kødets lyst og andre udtryk blev anvendt for at kirkens mænd for at bevare den gode og sunde tro på guds nåde og frelse i befolkningen. I de forskellige religiøse grupperinger, er der meget forskelligt syn på dans og kortspil. Nogle kristne anser det stadig som syndigt, og ukristeligt. I historierne er det dog primært mænd som spiller kort og kvinder der danser. Dette kan skyldes at kvinderne skulle vogte sig mod fristelserne der kan opstå under dansen, og ikke blive “utugtig”. I dans opstår der let fysisk kontakt mellem kønnene (for dem der danser med det modsatte køn), hvilket tidligere ikke var velanset.

Så disse historier kan være med til at have advaret mod fristelserne den onde lokkede med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *