Fanden og hans aftaler

Fanden har mange former (Photo by Wai Siew on Unsplash)

Fanden Inddriver sin gæld

Et gennemgående tema i mange sagn er mødet med fanden. Det kan enten være igennem en særlig kontakt, eller igennem fremmaning. At indgå en aftale med Fanden er aldrig godt. Indgår man en aftale kan det måske hjælpe en på kort sigt, men på et tidspunkt skal gælden indfries, og så kommer Fanden og tager sin andel uden nåde.

Borkvard Rud og Fanden rider Lolland tynd

Vintersborg på Lolland blev mellem 1618 og 1648 ejet af Borkvad Rud. Denne herremand havde kontakt til djævelen igennem flere år. Ved nogle hule egetræer kunne Fanden komme op til jorden, hvor de to kunne tale sammen. Nogle af deres ugerninger var i den mildere ende, da det handlede om at skrive mærkelige ting og tegn i kirken, selvom det dog var lidt i overkanten da de ti bud blev vendt på hovedet!

I den tungere ende indgik de to en aftale om inddragelse af jord. Dette skulle foregå en søndag, mens præsten stod på talerstolen i den lokale kirke. Hr. Rud skulle ride så meget land ind som muligt, før præsten stoppede sin tale. For at kunne inddrage så meget land som muligt, stillede Fanden sig selv til rådighed. Han lod sig skifte til en sort ganger, og sammen red de afsted over Lollands jorde. Præsten fik nys om denne aftale, og valgte at stoppe sin prædiken før end det var tiltænkt. Hr. Ruds ridt havde sikret ham 900 tønder land.

For at beskytte denne inddragelse, var aftalen at der skulle graves grøfter og opkastes volde rundt om jordene. Fra de hule ege kravlede smådjævle op og i nattens mulm og mørke, begyndte de på arbejdet. De gravede og kastede med jord og fik til sidst gjort arbejdet færdigt.

Regnskabets time

Det gik ikke ubemærket hen at hr. Rud havde den slags forbindelser, og hvad han havde foretaget sig igennem årene. Kongen fik nys om dette, og beordrede dem fjernet med det samme. Om end at hr. Rud har meget jord, vidste han også at det havde en høj pris. Regnskabets time ville komme over ham, og hans sjæl ville være Fandens. Dette skete engang i 1648, en mørk og stormfuld aften. Han lukkede sig selv inde på et værelse i huset, og forbød tjenestefolkene at komme ind – uanset hvad de hørte.

Ud på natten hørte de et skrig, og en masse larm. Der lød bump og tummel i en periode før alt var stille. Ingen turde åbne døren til værelset før næste morgen. Rummet var oversprøjtet med blod på vægge og loftet, Der var ingen spor af Hr. Rud, da fanden havde taget ham med til helvede.

Var Borkvad Rud forskrevet til fanden?

Som med historien om Ingeborg Skeel, er der tale om et hævnsagn. Borkvad Rud var kalvinsk, hvilket forklarer de sære tegn i kirken. Kalivinisme er kendetegnet ved et billedforbud, som blev erstattet med skriftsteder. Så i stedet for at man havde billeder i kirken, var den fyldt med skrifter og tekster. Som med Ingeborg Skeel var Barkvad Rud en driftig handelsmand, og fik igennem arbejde og handel tilegnet sig jorde og en anseelig formue. Da han samtidig var kommandant ved kasernen i Nakskov, havde han mulighed for at udnytte soldaternes arbejdskraft. Da jordene skulle sikres med volde og grøfter, fik han sine soldater til at hjælpe med arbejdet. Det siges at sommeren var meget varm på dengang, og for at arbejdet kunne udføres i nogenlunde udholdelig temperatur, måtte det derfor gøres om natten (eller sen aften).

De andre der forskrev sig til fanden

Denne type af sagn er ikke et særsyn, og kendes fra andre herregårde som Gisselfeld, Borreby og Katholm. Historierne om hvordan herremænd er blevet taget af fanden er mange, og ender som regel altid blodige. Barkvad Rud endte sin tid på jorden ved at blive hentet i et rum på herregården, mens der lød skrig og bump. Helle Trolle til Katholm endte også sine dage på brutal vis, dog fik Fanden ikke det hele med.

Helle Trolle og fandens besøg i kælderen

Ifølge sagnene var Helle Trolle til Katholm en slet person. Havde bønderne fint tøj, blev dette taget af dem og hængt så møl kunne spise det, da det kun var forbeholdt hende og familien på herregården at eje fint tøj. Den første ejer af Katholm, Thomas Fasti, blev gravet op fra sin grav i kirken, og placeret i en sømkiste i herregårdens kælder. Det første kan måske virke en anelse tamt, men gravskænding var en mere alvorlig sag. Når man foretager sig sådanne gerninger, har man selvfølgelig været i ledtog med Fanden selv. Som det var tilfældet med de andre herremænd, skulle gælden indfries til fanden. Dagen oprandt, og fanden dukkede op i kælderen under herregården. Dette blev opdaget af en tjenestepige, der hurtigt meldte det til Helle Trolle. Det var hun dog ikke meget for at gøre noget ved, og sendte derfor stuepigen ned i kælderen et par gange, for at kræve fanden sin betaling (og altså stuepigens liv om det galdt). Det ville fanden ikke finde sig i, og til sidst blev stuepigen fortalt at hvis ikke Helle Trolle selv kom ned i kælderen, ville han hente hende i det værelse hun befandt sig i. Det siges at Fanden ikke fik hendes hoved med, og der var et blodigt håndtryk at se længe efter.

Hvordan tjenestefolkene og de andre ansatte på herregårdene egentlig kom videre fra disse oplevelse melder sagnene intet om. Det har åbenbart ikke været af interesse for eftertiden at få fortalt hvordan tjenestefolkene gjorde værelserne klar efter sådanne hændelser eller i det hele taget hvordan gården blev overdraget efter en så pludselig bortgang. Det er dog tydeligt at især blodpletter har været svære at fjerne, da der fortælles om mange blodpletter på vægge, lofter og gulve der ikke ville gå væk.