Fanden og hans aftaler

Fanden har mange former (Photo by Wai Siew on Unsplash)

Fanden Inddriver sin gæld

Et tema der går igen i mange sagn, handler om mødet med fanden. Heri gennemgår jeg hvordan fanden dukker op i tide og utide, mange gange at man egentlig forventede det. Man skulle være varsom med at hovere, og passe på med at blive overmodig. Det var dog ikke altid utilsigtet at man mødte fanden.

Mange sagn fortæller om at indgå aftaler med fanden, for mere velstand eller på anden måde sikre sig bedre forhold. Aftalerne kan være indgået igennem kontrakter, men også blot igennem fremmaning. Nogle havde mulighed for at møde fanden i egen høje person, og dermed tale med ham. Det kan man kalde lidt af et privilegium, da det ikke var alle forundt.

En ting er at kunne indgå aftaler, noget andet er at gøre det. Sagnene fortæller at det i realiteten ikke var til det bedre, hvis man indgik aftaler. På den korte bane kunne det måske være en fordel, men på den lange bane var det altid til Fandens fordel. Når han ønskede aftalen indfriet, var der ikke meget man kunne stille op. En aftale er en aftale, uanset hvor meget man stritter imod. Fanden tager sin andel uden nåde.

At give sin sjæl i pant

I det forrige indlæg gennemgik jeg flere måder at møde fanden på, og mange måder at indgå aftaler med ham. En af måderne var, at man gav sin sjæl i pant for en vekseldaler. Dog var mange i besiddelse af en sort kat, som kunne erstatte ens sjæl til dette formål.

Muligvis var herremændene ikke i besiddelse af en sort kat, eller også var deres aftaler med fanden af en sådan grad – at en kat simpelthen ikke ville så an. I mange sagn fortælles det hvordan herremanden indgår en aftale, mod at sætte sin sjæl i pant. På denne led får herremanden mere jord, flere penge eller på anden måde en fordel fremfor andre. Desværre betyder det også at fanden har magten over ham, og i sidste ende henter herremanden hjem til helvede.

Friskytten og fanden

Et sagn fra Stenalt gods nordøst for Randers, fortæller om friskytten James med særlige evner. Han kunne ramme alt hvad han skød på. Han var en rå, brutal og ugudelig mand. Hver gang herremanden ønskede en bonde straffet, stod han klar. Engang han gik i kirke, beholdt han oblat og altervin i munden efter altergang. Udenfor spyttede han indholdet ned i sin bøsse, som han affyrede mod tårnet. Dette slog en stor revne, og måtte nogle år senere blive revet ned og bygget op på ny. I mange år ramte han, bandede og svovlede som det passede ham.

En dag valgte han dog at lukke sig ind på sit værelse, og bad ikke nogen om at komme ind. Om natten var der en frygtelig larm fra værelset. Næste morgen dukkede han ikke op som han plejede at gøre. Folkene dristede sig til at kigge indenfor, og blev chokeret over synet. Hele værelset var smurt ind i blod og kødtrævler. Fanden havde været på besøg, og hentet ham.

Fandens gaver

Ser man på hvad sagnet her fortæller, så er det at fanden kan give en alt. Her, må man antage at James fik bl.a. gode sigteevner. Aftalen med fanden kan være årsagen til hans hoveren og brovtende natur. Han vidste godt at han ikke ville ende i himmerige, og havde nogle kræfter som han udnyttede. Det er dog altid sådan med sagn, at de jo blander sandhed med fiktion.

James har muligvis været en friskytte på Stenalt, og har nok været en brovtende grov fyr. Historierne om ham kan stamme fra nogle eder han har fyret af, nogle gerninger han har gjort og rygter som florerede. Disse gerninger, og han mulige brovtende natur, kunne forklare hvorfor man efterfølgende har fortalt hvordan han var i ledtog med fanden. Historierne er blevet genfortalt igen og igen, og er nu indgået som en del af godsets historie.

Borkvard Rud og Fanden rider Lolland tynd

En anden som også blev anklaget for at stå i ledtog med fanden, er herremanden til Vintersborg.

Vintersborg på Lolland blev mellem 1618 og 1647 ejet af Borkvard Rud. man sagde, at denne herremand havde kontakt til djævelen igennem flere år. Ved nogle hule egetræer på egnen, kunne Fanden komme op til jorden. her kunne de to mødes og tale sammen.

Nogle af deres ugerninger var i den mildere ende, da det handlede om at skrive mærkelige ting og tegn i kirken, selvom det dog var lidt i overkanten da de ti bud blev vendt på hovedet!

I den tungere ende indgik de to en aftale om inddragelse af jord. Dette skulle foregå en søndag, mens præsten stod på talerstolen i den lokale kirke. Hr. Rud skulle ride så meget land ind som muligt, før præsten stoppede sin tale. For at kunne inddrage så meget land som muligt, stillede Fanden sig selv til rådighed. Han lod sig skifte til en sort ganger, og sammen red de afsted over Lollands jorde. Præsten fik nys om denne aftale, og valgte at stoppe sin prædiken før end det var tiltænkt. Hr. Ruds ridt havde sikret ham 900 tønder land.

For at beskytte denne inddragelse, var aftalen at der skulle graves grøfter og opkastes volde rundt om jordene. Fra de hule ege kravlede smådjævle ud og i nattens mulm og mørke begyndte de på arbejdet. De gravede og kastede med jord og fik til sidst gjort arbejdet færdigt.

Regnskabets time

Det gik ikke ubemærket hen at hr. Rud havde den slags forbindelser, og hvad han havde foretaget sig igennem årene. Kongen fik nys om dette, og beordrede dem fjernet med det samme.

Om end at hr. Rud har meget jord, vidste han også at det havde en høj pris. Regnskabets time ville komme over ham, og hans sjæl ville være Fandens. Dette skete engang i 1648, en mørk og stormfuld aften. Han lukkede sig selv inde på et værelse i huset, og forbød tjenestefolkene at komme ind – uanset hvad de hørte. Ud på natten hørte de et skrig, og en masse larm. Der lød bump og tummel i en periode før alt var stille. Ingen turde åbne døren til værelset før næste morgen. Rummet var oversprøjtet med blod på vægge og loftet, Der var ingen spor af Hr. Rud, da fanden havde taget ham med til helvede.

Hvem var Borkvard egentlig?

Ser man på historien om Borkvard Rud, så var han også en særlig type. Han er født i 1592, og havde i mange år studeret i udlandet. fra 1611 til 1618, studerede han i både Marbug, Orleans, Leyden, Siena og Padua. i 1618 dør hans far, Eiler, og han overtager dermed godserne. han overtager godserne Sæbyholm (Sæbygaard) og Utterslevgaard (det senere Vintersborg). Ud over at han er herremand på gårdene, er han også kommandant ved Næstved Kasserne.

Dette udnytter han til at lave et større arbejde med at forbedre jordene. Et stort drænarbejde, som hans far satte i gang, fortsætter han med. Der kastes volde op omkring jordene, og der lægges et rør mellem Mølledammen og Utterslevgård. Dette arbejde udfører soldaterne, da det kræver et større skovlarbejde og de er under hans kommando. Fordi sommeren var meget varm i de år, måtte arbejdet udføres på andre tidspunkter. For at temperaturen var behagelig, blev arbejdet udført sent på aftenen eller ud på natten.

Han var en driftig handelsmand, og fik lagt jord til sine godser. Efter han døde i 1647, overtog hans enke, Helvig Jakobsdatter Rosenkrantz gården. Hun fortsatte arbejdet, og fik lagt flere landsbyer ind under godset. Det kunne hun, grundet hun udnyttede Karl-Gustav krigenes hærgen (1657-1660). Landsbyen Bispeballe, som var udbrændt, fik hun lagt ind under Utterslevgaard.

Rent trosmæssigt var Borkvard ikke lutherks, men calvinsk. Calvinisme er en protestantisk trosretning der adskiller sig fra den danske lutheranske tro. I calvinismen er der f.eks. et billedforbud. Dette betyder at der ikke er billeder i kirken, men skriftsteder. Om der har været en kirke med calvinske skriftsteder på egnen melder historien ikke noget om, men der kunne måske have været det i en periode.

Var han tilskrevet fanden?

Ser man på historien om Borkvard, tegner der sig et billede af en person der er alt andet end ond, og i led med djævelen. Han var driftig, energisk og fik styrket sine gårde igennem arbejdet.

Dog var det en hæmsko for ham, at han var tilhænger af calvinismen og ikke lutheraner som vi ellers er i Danmark. Dette kunne vække almuens mistro, ligesom det også kunne med kongen.

De sære tegn i kirken

Historien om de “sære tegn” i kirken, og hvordan “de ti bud vendte på hovedet” har en forklaring på baggrund af hans tro. Borkvad fik lov til at udsmykke kirkestolen i Utterlev med skriftsteder og tegn, som flugtede og understøttede opfattelsen af blandt andet nadveren, i den calvinske tro. Samtidig, udsmykkede han også prædikestolen med de ti bud – i den calvinske orden forstås.

I Lolland-Falsters årbog fra 1927, kan man læse om denne begivenhed. Bispen fik nys om den specielle prædikestol. han indberettede det til kongen, Christian IV. Det kom til et langt torvtrækkeri mellem dem, men endte med at Borkvad måtte føje sig. Dette betød velnok, at han måtte få ændret på udsmykningen.

For almuen var det et bevis på at han ikke var “kristen” som de andre. De “sære tegn” har velsagtens været de skriftsteder der blev sat op. Da de fleste ikke kunne læse, ej heller latin, var det jo noget mærkeligt noget. De 10 bud hang heller ikke i den “rigtige” rækkefølge, hvilket også har gjort dem mistænkelige.

Djævlene og voldarbejdet

Hans store arbejde med voldene og dræningen, blev udført af soldaterne. Som nævnt, så var sommeren varm og arbejdet måtte udføres om natten. Man kunne også anfægte, at soldaterne skulle ekserere i løbet af dagen, og havde fri om aftenen. Dermed var det her kan kunne udnytte deres arbejdskraft.

For almuen var dagtimerne for “mennesker” og nattetiden for “de underjordiske”. Så folk der har været ude, eller har set mærkelige lys rundt om på egnen, har dermed ikke set “små djævle” men i virkeligheden bare soldater. De hule træer kunne muligvis være brugt til opbevaring, og således har soldaterne kunne ses som værende “kravlet ud” af dem. Igen, dette gjorde ikke noget godt for opfattelsen af Borkvard – han måtte altså være ukristelig med sådan en arbejdsmoral! Muligvis kunne historien om hans “ridt” være tilskrevet konens overtagelse af Bispeballe og andre jorde. Hun udnyttede krigen, og mens folk led ragede hun til sig. Selvom det altså var konen, ville det lyde bedre at Borkvard red på fanden mens præsten talte. Igen – han var jo et ukristeligt menneske ifølge dem.

Det er dermed let for egnen at tilskrive et vandresagn omkring fanden til at gælde for Borkvard. Det er let at få ham til at fremstå ukristelig, således at alle kan se han var i ledtog med djævlen. På den måde fik de skabt et hævnsagn der sværtede hans eftermæle til, selvom der ingen belæg var for at gøre det. Der meldes ingen historier om han skulle have behandlet sine bønder dårligt, ej heller hans kone.

Det eneste der kan siges om Borkvards død, det er at han døde i en alder af 55 år. Enten har han haft et dårligt helbred, eller også blev han svækket de sidste år. Det melder historien intet om.

De andre der forskrev sig til fanden

Denne type af sagn er ikke et særsyn, og kendes fra andre herregårde som Gisselfeld, Borreby og Katholm. Der er dermed talte om vandresagn, nogle man kunne tillægge folk hvis man ikke brød sig om dem. Historierne om hvordan herremænd er blevet taget af fanden er mange, og ender som regel altid blodige. Barkvad Rud endte sin tid på jorden ved at blive hentet i et rum på herregården, mens der lød skrig og bump. Helle Trolle til Katholm endte også sine dage på brutal vis, dog fik Fanden ikke det hele med.

Den onde Helle Trolle på Katholm

Ifølge sagnene var Helle Trolle til Katholm en slet person. Havde bønderne fint tøj, blev dette taget af dem og hængt så møl kunne spise det, da det kun var forbeholdt hende og familien på herregården at eje fint tøj. Den første ejer af Katholm, Thomas Fasti, blev gravet op fra sin grav i kirken, og placeret i en sømkiste i herregårdens kælder. Det første kan måske virke en anelse tamt, men gravskænding var en mere alvorlig sag.

Da Helle mødte fanden

Når man foretager sig sådanne gerninger, har man selvfølgelig været i ledtog med Fanden selv. Som det var tilfældet med de andre herremænd, skulle gælden indfries til fanden.

Dagen oprandt, og fanden dukkede op i kælderen under herregården. Dette blev opdaget af en tjenestepige, der hurtigt meldte det til Helle Trolle. Det var hun dog ikke meget for at gøre noget ved, og sendte derfor stuepigen ned i kælderen et par gange, for at kræve fanden sin betaling (og altså stuepigens liv om det galdt).

Det ville fanden ikke finde sig i, og til sidst blev stuepigen fortalt at hvis ikke Helle Trolle selv kom ned i kælderen, ville han hente hende i det værelse hun befandt sig i. Det siges at Fanden ikke fik hendes hoved med, og der var et blodigt håndtryk at se længe efter.

Hvordan tjenestefolkene og de andre ansatte på herregårdene egentlig kom videre fra disse oplevelse melder sagnene intet om. Det har åbenbart ikke været af interesse for eftertiden at få fortalt hvordan tjenestefolkene gjorde værelserne klar efter sådanne hændelser eller i det hele taget hvordan gården blev overdraget efter en så pludselig bortgang. Det er dog tydeligt at især blodpletter har været svære at fjerne, da der fortælles om mange blodpletter på vægge, lofter og gulve der ikke ville gå væk.