Spøgende kvinder og jomfruer 1

Følgende er eksempler på sagn om kvindelige skæbner. Der findes mange historier om kvinder, adelige som ikke-adelige. I løbet af flere indlæg, vil jeg sætte fokus på nogle af disse temaer. Dette er det første tema, i rækken af tre. indlægget er blevet redigeret for bedre at fortælle om kvinders skæbner, end det var oprindeligt. 

Den Hvide Dame

Når man taler om spøgelser, så er en af de mest hyppigt nævnte den hvide dame. Enhver herregård siges at have et spøgelse, og som regel et kvindespøgelse. Ud over hvide, så findes der både sorte, grå, brune og endda blå. Dette afhænger mange gange af om spøgelserne er ”gode” eller ”onde”. De hvide er som regel gode og uskadelige, hvorimod de grå og, især, sorte er ondskabsfulde og farlige. Det kan dog hænde at hvide damer også er farlige og “onde”.

Set i forhold til mandlige spøgelser, så er det primært den hvide dame som alle vil betragte som “et rigtigt spøgelse”. Dette til trods for, at de gamle sagn i mange tilfælde handler om herremænd. Ser man på hjemmesider for f.eks. Voergaard eller Dragsholm slot, så er de spøgelser som fremhæves de kvindelige.

Historierne bag de mange kvindespøgelser er interessante, fordi de på visse punkter adskiller sig fra historierne om de mandlige. Der er særlige temaer som går igen – så at sige. Temaer som uønskede graviditeter, forbudt kærlighed og grundlæggende at være underlagt mænds krav, og handlinger. Det er advarsler om mulige situationer og ulykkelige skæbner som fortæller en trist Danmarkshistorie.

Jeg vil derfor se på hvad der kendetegner temaerne, både i forhold til hvad sagnene fortæller og hvordan det så ud i virkeligheden.

Graviditeter og fødsler i dølgsmål

Et af de mest gennemgående sagn med kvinder i hovedrollen, handler om at føde i dølgsmål. Dølgsmål betyder at “føde i det skjulte”. Det er en betegnelse for fødsler man ikke ønskede at erklære offentligt, og ikke ønskede nogen skulle vide noget om. Sagnene skal ses som advarsler – lad være med at ligge med en mand udenfor ægteskabet. Og lad for gud skyld være med at dræbe barnet!

Et typisk sagn kan i korthed lyde som det fra Palstrup:

En kvinde indleder et forhold til en mand, selvom de ikke er gift. Mødet medfører at hun hurtigt bliver gravid. For at undgå skam, vælger hun at skjuler sin graviditet og føder i dølgsmål. For at ingen skal opdage barnet, dræber hun det ved at drukne det i voldgraven. Hver nat ses hun nu stå ved voldgraven og vaske børnetøj.

Selvom dølgsmål ikke nødvendigvis betyder barnemod, så tager sagnene udgangspunkt i at det gør. Sagnet viser, at selvom førægteskabelige forhold var ulovlige – så forekom de altså hyppigt. De fortæller også om de sørgelige situationer der kom ud af sådanne forhold, for at understrege vigtigheden af at holde sig på dydens smalle sti.

Graviditet og prævention

Ovenstående sagn kan ses som en art grundfortælling. Sagnene kan være enslydende, men der er nogle forskelle i forhold til forholdet, om barnet dør eller ej og hvad der sker med kvinden. Årsagen til at man har sagn med så drastiske handlinger er, at fødsel og ægteskab indtil langt op i 1900-tallet var uløseligt forbundet. En kvinde af stand skulle “holde hus” for sin mand, og føde ham en arving. Det var kvindens lod i livet. Dette kan også ses i forhold til hvem der blev kompenseret ved f.eks. en voldtægt af en gift kvinde. Det var ikke kvinden – det var hendes mand.

Samleje havde til formål at gøre kvinden gravid. Så selvom der fandtes prævention, oplyste man ikke om det. Det ville jo gå imod hele ideen med samleje. Logikken var, at man ikke havde samleje udenfor ægteskabet, det var kun for ægtefolk. Det var først fra 1937, at man begyndte at oplyse om det.

Ægteskab og utroskab – de store problemer

Som samfundet var opbygget, ville utroskab og førægteskabelige forhold ikke blot skade kvinden, men også manden der “ejede” hende.

Herremanden, eller manden i huset, var overhovedet. Hans pligt var at huset overholdt loven, og ikke gjorde “ukristelige ting”. Skete dette, så var det hans ansvar at gøre noget ved det. Han havde hals og håneret over sin husstand, inklusiv tjenestepigerne. Hvis pigerne blev taget i et førægteskabeligt forhold, ville det også være hans problem og ansvar. Var det hans døtre, og de var af stand, ville det skade deres mulighed for at indgå gode ægteskaber. Tjenestepigerne ville også have meget svært ved f.eks. at få en ny stilling – det ville fremgå af deres skudsmålsbog.

Samfundet var simpelthen ikke indrettet til at rumme den slags forhold. Det var også af denne grund af sagnene fortæller om fædre/herremænd med voldsomme temperamenter og hårde straffe. De måtte “sætte skik” på kvinderne. som man sagde.

Fødsler i dølgsmål og uønsket graviditet

I en tid uden prævention, så var graviditet dog svær at undgå. Den uønskede graviditet kunne ramme alle kvinder, uanset samfundslag. Man skulle passe på sig selv, og ikke have samkvem før ægteskabet. For at vise hvilke skæbner sagnene fortæller om, bringer jeg her tre udgaver af sagn om fødsler i dølgsmål.

Det første er fra Clausholm Slot:

På Clausholm havde Anna Sophia Reventlow (Fredrik 4.’s elskerinde og senere dronning) en kammerpige, der havde fået sig en elsker. Deres møder resulterede i at kammerpigen blev gravid. Et barn ville kaste skam over familien, og sætte hendes fine stilling i fare. For at undgå ballade, lagde de en plan: Kammerpigen skulle føde barnet, og give det til elskeren. Dermed kunne hun forblive på slottet. Da hun skulle føde, spærrede pigen sig inde på et værelse. Hun fødte barnet alene, og passede det til det blev nat. Om natten kom elskeren som aftalt. Hun åbnede vinduet, kastede barnet ud og det endte i voldgraven. Han fiskede det op, og tog det med sig i kareten. Siden den dag, har man kunne høre fire lyde fra værelset: barnegråd, et vindue åbnes, plask fra voldgraven og hestevogne der kører afsted.

Det andet sagn er fra Egeskov Slot. Her fortælles en historie om Rigborg, barnebarn af bygherren Franz Brockenhuus:

Rigborg mødte en mand, og hun blev meget hurtigt gravid. Da de ikke var gift, var det dermed et stort problem. Det blev opdaget, og Rigborg skulle have en straf. Hun blev spærret inde i tårnet i fem år, de sidste år alene. Her sad hun mutters alene, og skulle bøde for sin synd. En julenat så hun sit snit til at flygte fra tårnet, da en dør stod åben. Hun løb ud ad døren, ud i friheden og sprang ud ad vinduet, og druknede sig i voldgraven.

Det sidste stammer fra Engelsholm:

Herremandens datter blev betaget af en tjenestekarl på gården. Deres affære betød at hun blev gravid, og fødte et barn. Dog vælger hun ikke at dræbe barnet, men skjuler det på loftet. Her mader hun det og plejer det, væk fra nysgerrige øjne og hendes fars vrede. Desværre kan hun ikke holde barnet skjult for evigt, og bliver opdaget på et tidspunkt. Barnet tages fra hende, hvilket er en stor sorg for hende. Hun sørger så meget at hun ender med at blive skør og tager sig selv af dage.

At gifte sig eller adoptere bort

De tre sagn fortæller meget om det problem de stod med: skulle de skille sig af med barnet eller skulle de beholde det? Mange så en udvej ved at skille sig af med barnet, enten ved at føde det og så give det bort, eller slet og ret dræbe det. Beholdt kvinden barnet, skulle hun udlægge barnefaderen. Siden 1700-tallet var loven meget klar omkring fødsler af børn uden for ægteskabet. Kvinden var tvunget til at udpege barnefaderen. faderen var forpligtet sig til at gifte sig med kvinden, og gøre barnet til ægtebarn. Gjorde han ikke det, ventede der en fængsels- og bødestraf.

Vidste hun ikke hvem faderen var, eller var denne ikke til at finde, var kvinden udset til at blive straffet. Hun ville blive anset som “letfældig” eller “falden” hvis hun var en enlig mor med et uægte barn. Så ved at beholde barnet, skulle man for alt i verden skjule det så godt at man ikke behøvede udlægge nogen fader. Det kunne dog medføre at man alligevel blev straffet, som tilfældet var med pigen fra Engelsholm.

Så uanset hvad kvinderne valgte, så var der ikke nogen nem udvej – måske endda så grum en skæbne at det endte med selvmord.

Uægteskabelige forhold

Ægteskabet havde så central en placering, at det ikke rummede mange andre former for forhold. Man kunne dog godt bo sammen i tre år, for at blive betragtet som ægtefolk. Det var dog ikke alle forundt, og som hele historien omkring udlæggelsen af barnefædre viser.

De såkaldt førægteskabelige forhold var simpelthen i modstrid med samfundsordenen, og var for alt i verden ikke noget man ville fortælle om. Blev man blev taget i et uægteskabeligt forhold, så var straffen ydmygende, hård og konsekvent. En forordning fra 1617 fortæller om de straffe som man kunne opleve:

Både kvinde og manden blev straffet, her var de begge lige skyldige. Ved første og anden affære blev de begge tildelt en bødestraf, samt at aflægge et offentligt skriftemål i kirken. Alle fik dermed indblik i denne affære, og vidste hvem de implicerede var. Ved tredje uægteskabelige affære var straffen meget hårdere. Her blev mænd straffet med slag på kroppen, kvinder udsat for offentlig og æreskrænkende piskestraf (som Danmarkshistorien udlægger det) . Dette betød samtidig at de var udstødt af samfundet.

En falden kvindes historie

Et eksempel på en rigtig “falden kvindes” skæbne, har foredragsholderen (og historikeren) Henning Frandsen holdt foredrag om. Her tage han udgangspunkt i historien om sin farmor, Ane Kristine Jacobine Sørensen.

i 1904 føder Ane Kristine en velskabt pige, ved navn Lise. Det var dog ikke et ægtebarn, men resultatet af en uægteskabelig affære. Hun kunne derfor ikke beholde barnet, og overlod det til sine forældre. Ane forlod derfor Dronninglund, hvor hun var vokset op. Hun flyttede til Århus hvor hun mødte sin senere mand, Søren Frandsen. De blev gift, og fik fem børn sammen. Lise blev omtalt som værende “en niece” når hun kom på besøg. På intet tidspunkt blev Lise nævnt som værende børnenes halvsøster. Det får de først at vide i 1956, da faderen dør.

Selvom vi er oppe i 1900-tallet med historien om Ane, er den ikke så meget anderledes end historier fra 1800-tallet. At få børn udenfor ægteskab var skamfuldt, så skamfuldt at man ikke engang kunne blive boende i den by man var vokset op i.

Selvom det er fiktion, så er denne frygt og skam også synlig i f.eks. Matador. Agnes bliver gravid udenfor ægteskabet, og kan heldigvis giftes med Lauritz “Røde”. Hun er dog bange for at miste sit job i starten, og frygter sin skæbne. Varnæs gør bankassistenten Ulla gravid og hun må få en skjult abort. Dette fortryder han skete, og overtaler Ulrik til ikke at gøre det samme, da han gør Maja gravid før ægteskabet. Her overtaler Hans-Christian Ulrik til at gifte sig. Maleren Fede nævnes som værende uægte barn af grosser Fernando Møghe. Fedes mor var tjenestepige ved Møgherne, og blev altså gravid. Det blev holdt skjult for Fede, indtil det tilfældigt blev antaget af Larsen og Røde.

Selvom Matador altså er fiktion, taler den ind i den samfundsopfattelse der herskede. Der var stort set ingen hjælp at hente hvis man blev gravid, da selv abort var ulovligt. Der var stort set ikke anden udvej end at føde barnet og gifte sig med barnefaderen. Dette, uanset om du så elskede denne eller ej. Beholdt du barnet, var dets ophav således en stor hemmelighed.

Det absolut sikreste, for undgå skandaler og problemer, var altså indgåelse af et ægteskab.

Sandheden om Rigborg

Her til sidst skal det lige nævnes, at sagn ikke altid er helt sande. Historien om Rigborg Brockenhuss er til dels sand. Hun var rigtig nok barnebarn af Franz Brockenhuss, og hun havde ganske rigtigt en affære. Det var med Franz Rosenkrantz til Rosenvold. Dette skete mens hun var i “Jomfrukammeret” hos dronningen på Nykøbing Slot i 1599. Hun var i lære til at blive adelig dame, men endte med at flygte fra hoffet. Det samme gjorde Franz, men blev fanget og ført tilbage til hoffet. Begge fik straffe for deres affære. Rigtigt nok blev hun “indemuret” på Egeskov med en ung pige (antageligvis en tjenestepige) i et lille rum.

Rigborgs livslange straf

Rigborg sad indespærret indtil faderens død i 1604, men blev ikke fritaget for straf derefter. Ej heller, døde hun under denne indemuring. Selvom en historie fortæller at hun kom i kloster, men blev boende hos sin moder. Eneste adspredelse ud af huset, det var fra 1607 at gå i sognekirke. Efter moderens død blev det bestemt at hun kun måtte opholde sig i Odense og på Nybøllegaard (ud over at gå i kirke selvfølgelig). Hun levede dette liv indtil 1641.

Historien om Rigborg fortæller lidt om den straf adelige frøkener kunne få, og hvor omfattende den kunne være. Ikke nok med at hun skulle spærres inde, det blev simpelthen bestemt hvordan hele hendes fremtidige liv skulle leves – og hvor det skulle være. Jeg vil i et senere indlæg gå mere ind på dette, og se mere på ægteskaber og forhold. Her vil vi også kunne se mere på samme type af straf, som Rigborg bestemt ikke var alene om at få.

Sandhed med modifikationer

Sagn er, som nævnt i indlægget om typer af sagn, ikke altid helt sande. Af denne årsag kan det også være at historien om Rigborg er blevet fortalt noget mere fantasifuld som årene er gået. Det lyder mere dramatisk og spændende, at hun endte sine dage i voldgraven, end på et Fynsk gods i en alder af 62 år. Selvom den rigtige historie fortæller hvor alvorligt man skulle tage samfundets syn på ægteskaberne, er det mere uhyggeligt og skræmmende at fortælle om selvmord. Det kan måske afskrække ungmøer mere, end blot at sige de vil leve alene.