Sagn og fortællinger – den mundtlige overlevering

At fortælle og formidle

Før skriftsprogets store udbredelse, var én af de vigtigste kilder til information, det talte sprog. For små samfund var det måden at dele informationer på, men samtidig også måden at huske på. Ved at gentage historier, synge sange og remser igen og igen, overførte man viden videre til næste generation. Den mundtlige overlevering var derfor en vigtig tradition der kunne holde historien i live.

At kunne formidle sagn, fortællinger, sange og remser, krævede det teknikker og metoder til at huske disse. Som sagt var der ikke skrevet noget ned, og det var derfor vigtigt at kunne gengive det efter hukkommelsen.

Metoderne var at bruge rim, eller fortælle historien på vers. Dette gjorde det nemmere at huske og fortælle mange, og længere, historier. Andre teknikker gjorde det muligt at fortælle den samme historie, men skifte personer og steder ud, så de var relevante for lytteren. Historierne og sagnene var dermed “levende” i og med at de afhang af hvordan de blev fortalt, og af hvem.

Fortælleren, skjalden og troubadouren

Som sagt var den mundtlige overlevering en stor tradition, og dem som kunne fortælle var meget efterspurgt. Skjalden var, fra vikingetid og langt op i middelalderen, nyhedsformidler og digter. De bragte nyheder fra de områder de havde besøgt, og kunne samtidig digte både historier og sange om de bedrifter stormanden de tjente. Igennem strofer af sange, fortællinger og sagn, blev stormanden foreviget i hukommelsen.

I Sydfrankrig havde man Troubadouren, der på lignende vis digtede og sang på langedoucsk (fransk dialekt, der er centreret i området omkring Langedouc). Det er ud fra skjaldefaget og troubadourfaget at man har det man kalder “visesangere”. Denne type sangere har specialiseret sig i at synge viser, og kan let digte eller genfortælle en.  Det er fra denne tradition at Lars Lilholt og Kim Larsen har hentet meget af deres inspiration fra. En Troubadour, eller visesanger, kunne forfatte og synge en vise, eller genfortælle en.

Mundtlig overlevering på landet

Indtil langt op i 1800-tallet, kunne store dele af landbefolkningen ikke læse, og skrive. De var derfor overladt til, som man havde gjort siden middelalderen, at overlever nyheder og viden mundtligt. Dette betød at gamle sange, remser, viser og historier blev igen og igen, dels for at underholde men også for at holde historien i live. Det betød også, at til trods for at man var blevet kristen, så var overtroen stadig stærk. Magi, remser og besværgelser var ikke noget at kimse af.

Remser og vers kunne bruges til at forudsige vejret, til at forudsige fremtiden eller beskytte mod onde ånder og dårlige tider. Så man svalerne flyve lavt, så var det tegn på dårligt vejr. Regnede det på et brudepars bryllupsdag, ville parret gå en lykkelig tid i møde. Hvis man en aften hørte lyden af en trebenet hest, skulle man ikke se sig over skulderen. Det kunne være tegn på helhesten. Så man denne, var det tegn på en kommende ulykke, sygdom blandt venner og familie, måske enda ens egen død.

Kristendommen og folketroen

Samtidig med dette, var man også grudsfrygtig. Præsten kunne fortælle om skærsilden og djævelens evige forførelse af svage sjæle. I tilfælde af problemer med gengangere og spøgelser der forstyrrede de levende, var det også præsten der kom og manede den døde i jorden. Dette foregik igennem oplæsning af remser og passager fra biblen. Der er mange historier om dramatiske kampe mellem præster og lærde spøgelser, hvor begge kæmper på viden om guds ord.

Kristendommen blandede sig hurtigt ind i folketroen, og blev dermed en naturlig del af landbefolkningens tro og dagligdag. Før reformationen i 1536, blev kristendommen formildet gennem præstens latinske ord og kirkerummets kalkmalerier. For en landbefolkning der ikke kunne latin, og ikke selv kunne læse biblen, var en tur i kirken, på en måde magisk. Kalkmalerierne viste billeder af fromme mænd der tjente gud, mens djævelen fristede de svage sjæle. Malerierne viste at man ikke skulle gå væk fra gud, da man kunne ende i helvede.

Præstens latinske ord forstod man ikke, men når der var altergang talte præsten, delte vin og oblater ud og sagde “Hoc Est Korpus Fili” – “Dette er sønnens legme”. For landbefolkningen blev denne magiske remse (da katolicismen anser det som en reel transformation til jesu blod og legme) til: hokus pokus filihankat. Hokus pokus overlevede som en magisk remse, og indgik naturligt i mængden af alle de andre remser man brugte.

Overleveringens udfordringer

Som tidligere skrevet, så blev historierne og fortællinger holdt i live, ved at blive fortalt. Hvis man stoppede med at fortælle en historie, så eksisterede den ikke længere. En fortæller kunne digte og fortælle mange historier, men kun dem han kendte. Det var derfor vigtigt at historierne blev fortalt, for at sikre de ikke forsvandt ud i glemslens tåger.

En anden udfordring var, at en historie kunne fortælles på mange måder, alt efter hvem der fotalte den eller i hvilken situation den blev fortalt. Dermed var der ikke nogen endelig udgave af sagnene og fortællingerne, de kunne blive vævet ind i hinanden og ændre sig fra gang til gang. Der ville selvfølgelig være overenstemmelser i handlingsforløbet men i mange sagn kunne personer være skiftet ud i løbet af årene de blev fortalt.

Skriftsproget og overleveringen

I takt med at samfundet udviklede sig, begyndte det også at ske forandringer i den måde der blev kommunikeret på. Den store udordring var da telegrafen, og i særlig grad, befolkningens evne til at læse, udviklede sig i løbet 1800-tallet. Skriftsproget fik en større betydning, og med ét var det ikke længere strengt nødvendigt at kunne fortælle og huske en historie, man kunne bare læse den højt. Samtidig skete der en større urbanisering, hvilket betød at mange unge flyttede til de større byer, og overlod de gamle tilbage på egnen. Når de kom på besøg, så havde de fået andre skikke og et andet udsyn. De gamle skikke var derfor ikke helt så udtalte, eller i hvert fald ikke dem alle. I historien om Fandens besøg i Laksegade, vidner det dog om at man stadig ikke helt havde sluppet taget i overtroen.

Samtidig opstod der, især i Jylland, en kristen religiøs bevægelse – indre mission. Denne religiøse vækkelse gjorde også op med de gamle fortællinger, til fordel for historier om gud og djævelen. Flere sagn handler netop også om præsters kamp med gespenster, og hvordan man ikke skal indgå pagter med djævlen.

Der var dermed efterhånden ikke mange tilbage af de gamle historiefortællere. Når de yngre generationer ikke interesserede sig for at genfortælle historierne, begyndte de lige så stille at forsvinde.

Folkemindesamlerne

Dermed kunne man tænke at de gamle sagn og fortællinger ville forsvinde, men takket være den nationalistiske strømning, kom der en interesse i de gamle viser og remser igen. Nationalismen fokuserede på national selvbestemmelsesret, og det at tilhøre “en nation”. Der kom et øget fokus på en fælles fortid, et fælles sprog og kultur. Nationalistiske strømninger var med til at samle Tyskland og Italien som nationer og var grobund for Den Franske Revolution. I Danmark blomsterede nationalismen for alvor op under de to slesvigske krige, hvor kulturen, fortiden og forskellen på “det tyske” og “det danske” blev mere tydeligt. 

Folkemindesamlerne var interesseret i de gamle historier, da de afdækkede både vores fælles kulturarv, men også kunne fortælle om den spredning af information der havde være tidligere. Takket være folkemindesamlerne begyndte der at opstå et ønske om at få nedskrevet alle de vers og fortællinger man kunne få fat i. Fortidens historier og viden skulle foreviges, studeres og gemmes for eftertiden.

Den mundtlige overlevering og skriftsproget

Evald Tang Christensen er en af de folkemindesamlere der i begyndte at nedskrive de gamle vers og historier. Han tog på lange ture ud på den jyske hede, og fandt de få fortællere der var tilbage på egen. Det at fortælle historier var begyndt at blive “umoderne” og, især på den jyske hede, var de også ved at blive set som “djævelskab”

Ved at samle historier og fortællinger sammen, kunne folkemindesamlerne få en stor indsigt i opbygning, indhold og fortællerteknik. Det kunne nu tydes hvilke elementer et eventyr, et sagn eller en myte havde, hvilke elementer der gik igen og hvilke der var opdigtede. Man kunne dermed forstå hvordan historierne blev fortalt, og hvilke teknikker der blev brugt for at huske dem. Det er også ud fra f.eks. hans optegnelser at man kan spore skift i fortællertraditionen.

Et eksempel kan være ændringen i hvor heksene tager hen på deres natlige færd. I et brev hjem til konen, beretter Tang Christensen om skiftet for danske hekse. Før tog de enten til lokale høje og bakker, eller til Troms Kirke (Trondheim). Som Tang Christensen beretter, så er det blandt “de nyere fortællere” blevet til Bloksbjerg eller Hekkenfeldt – altså som de tyske hekse. Ud fra optegnelserne kunne han dermed spore hvordan historier udviklede sig, og hvorfra fortællerne fik inspiration.

Bevaring for eftertiden

Tang Christensens arbejde betød at sagn og fortællinger, rim og vers blev bevaret i de mange udgaver som fortællerne kunne huske, og som var deres måde at fortælle på. Han nedskrev således flere af de samme historier, fortalt af forskellige personer, og viste hvordan historier og fortællinger kunne udvikle sig. Samtidig kunne han sammenligne med historier fra andre folkemindesamlere, og kunne spore en histories vandring i Europa. Nogle havde vandret fra Sverige eller Norge mens andre kom helt fra Frankrig.

Gorm Benzon –  en moderne folkemindesamler

Selvom skriftsproget har gjort sit indtog, har det ikke betydet at der ikke længere deles eller fortællles spøgelseshistorier. Den nu afdøde Gorm Benzon har igennem mange år nedskrevet og samlet gamle sagn og fortællinger. Han har i mange år skrevet om spøgelser, sagn og fortællinger. Igennem flere år fik han samlet historier fra de danske slotte og herregårde sammen. Nogle af historierne var blevet fortalt af tidligere slotsforvaltere, tjenestepiger eller andre, mens andre historier var meget ældre. Dermed fortsatte han samme arbejde som Tang Christensen, og kunne dermed gemme mange af ellers glemte historier om slotsspøgelser. I en anden samling fik han samlet sagn og fortæller fra den danske natur, og bevaret de ophavssagn som ellers kunne være blevet glemt.

Ligesom med Tang Christensen, giver samlingerne dermed mulighed for at læse og sammenligne typer af sagn og fortællinger. Han har givet mulighed for at dykke ned i de gamle sagn, som fortæller om Danmark og vores forfædres tro og begrebsverden.

Skriftsprog og mundtlig overlevering

Selvom Tang Christensen fik nedskrevet meget, er det ikke alt som er bevaret. Da der primært har været overleveret mundtlige fortællinger, er de sårbare overfor forandringer eller glemsomhed. Det er også heri udfordringen for den mundtlige overlevering består.

I det øjeblik man ikke fortæller historien igen – så er den ikke længere eksisterende. Ændres en detalje, vil denne kunne fortsætte og betyde den forrige forbliver glemt. For historierne fra vikingetiden er de blevet genfortalt og, hen af vejen, blevet til nye historier. Da ingen til sidst kendte den oprindelige, er de, muigvis, ikke længere eksisterende. Ved at skrive historier ned på skrift, får man dermed mulighed for at sammenligne historier, uden at versionerne forsvinder. Det er også kun ved nedskrift at man kan sammenligne to af sådanne historier, og se forskellene.

Så takket være folk som Tang Christensen og Gorm Benzon, er lokaltkendte historier blevet tilgængelige for en større gruppe end den var førhen.