Spøgelser på TV – Udenlandske programmer

Hvor jeg i forrige indlæg fokuserede på danskproducerede TV-programmer, så er har der igennem årene på dansk tv også været vist udenlandske programmer med fokus på det overnaturlige.

Scariest places on Earth

I starten af  00’erne blev der vist Scariest Places on Earth på dansk tv. Dette program var et realityprogram, hvor Linda Blair præsenterede forskellige områder rundt om i verden, som angiveligt var hjemsøgte. Programmet præsenterede historien om stedet og skiftede derefter om til almindelige folks oplevelser på stedet. Her skulle de gå rundt på disse steder og igennem forskellige øvelser, opleve om stedet var hjemsøgt eller ej.

I programmerne kunne de gå rundt på et gammel fort, hvor mange soldater døde under borgerkrigen, eller de kunne gå rundt i et gammelt fængsel og sidde i forskellige celler, angiveligt der hvor de indsatte enten var døde eller torturerede. Som i stil med de danskproducerede programmer, havde selve oplevelserne en mere central rolle i programmerne. Her fik man præsenteret historien om stedet, hændelserne der var registeret, og vist eksempler. Som seer bliver man gjort klar over at stedet er uhyggeligt, skræmmende og måske også farligt – alt efter hændelserne. På den måde får man fortalt – det her sted skal du ikke besøge! og her præsenterer man således familierne der skal besøge stederne.

De forskellige familier bliver sendt ud på stederne, og fordelt alene ud på området. En skal ud i et bestemt rum og lave en lydoptagelse, en anden skal ud og lave et ritual mens de sidste kan sidde alene i et mørkt rum, hvor de kan registrere lyde eller bevægelser.

Som med “Åndernes Magt” er fokus på seerens forestillingsevne. Man bliver sat ind i fortællingen om stedet, hændelserne og sammen med familierne “besøger” man så stedet. Det at du ser de tomme steder, mørke stuer og mørke gange – det sætter tankerne i gang. Programmet har dermed et fast greb om fortællingen, og dermed er det mere ens egen forestilling der gør det mest skræmmende.

Af beviser på spøgelser er der ikke mange af. Man har nogle optagelser der er lavet før, eller under programmet. Det kan være en lyd der er optaget, som igen og igen bliver gengivet. Med underteksterne får man som seer også fortalt hvad ånden siger, altså man bliver igen indirekte påvirket til at blive skræmt. Senere i sæsonerne valgte man at deltagerne skulle bære kameraer på maven, der filmede deres ansigter. I ren The Blair Witch Project stil gik de således rundt, blev skræmt og man fulgte deres rædsel. Ved kun at høre hvad de oplevede, aldrig så det (ud over når de drejede kameraet væk fra dem selv) skulle man således forestille sig hvad der skete. Så hun virkelig en skygge i korridoren? hørte hun virkelig en lyd som om en mand grinte i rummet ved siden af? Det er uafklaret, da man aldrig får det at se. Det er TV der fænger, da det kan virke skræmmende og uforudsigeligt.

Ghost Adventures

På TV3+ blev der tidligere sendt det amerikanske spøgelsesjægerprogram Ghost Adventures. Her følger man Zak Bagans, Nick Groff og Aaron Goodwin som tager ud til hjemsøgte steder og dokumenterer om de er hjemsøgte eller ej (mest at de er). Som med Scariest Places on Earth bliver seerne præsenteret historien om stederne, som Zak og hans hold skal undersøge. Igen er fokus på oplevelserne, hændelserne og der bliver gengivet lyde som er optaget eller vist billeder af skygger. Efterfølgende vælger Zak og holdet at blive på stedet i løbet af natten, for at dokumentere hændelserne på stedet. Herfra følger man så deres undersøgelse af stedet. Det er igennem kameraoptagelser, lydoptagelser eller andet som Zak og holdet finder relevant at undersøge på stedet.

Hvordan beviser man spøgelsers eksistens?

Programmet har forskellige problemer. Først og fremmest fylder værten, Zak, ret meget. Han fylder dels meget under fortællingerne om stedet, og bruger meget tid på at sætte sig selv i scene som “lokkedue” til at trække ånderne frem. Man bliver således gjort opmærksom på ham meget af tiden, hvilket kan være trættende. Dette er dog et spørgsmål om smag.

Et større problem er faktisk selve undersøgelserne. Der er tale om et program der vil bekræfte spøgelser eksistens, men sjældent gør det. Det er tydeligt at programmet gerne vil gribe fortællingen som f.eks. Scariest Places on Earth gør det, ved at sætte stedets historie og hændelser i scene først. Dette ved programmet godt, og derfor er visse hændelser, pudsigt nok, off-camera. “Pludselig var der en skygge bag kameramanden”. eller “kameramanden kunne mærke en kold ånde i nakken”. Problemet er bare at det ikke fungerer særlig godt, da programmet meget nidkært prøver at få dokumenteret spøgelserne på kamera. Dette sker igennem eksperimenter som f.eks. at lader en bold ligge stille på et gulv,  således at spøgelserne kan skubbe til den.  Således ser man bolden på gulvet, man ser det tomme rum – ingenting sker. Ja, man forestiller sig “hvad nu HVIS den triller”….men det gør den bare ikke.

Når en undersøgelse går galt

Når der laves undersøgelser, ender de som regel på samme måde. De fleste episoder ender med en enkelt lydoptagelse, en skygge man (pudsigt) ikke fik optaget eller med et grynet billede. Lydoptagelserne varer få sekunder, men gentages igen og igen, hvor man overbeviser sig selv om hvad der bliver sagt. billederne er, som sagt, grynede, og skal overbevise folk om at der altså er en skygge.

Undersøgelserne bliver dokumenteret i løbet af hver episode. Du får fortalt hvor lang tid de har brugt på lydoptagelser, hvornår et billede bliver taget eller hvornår de ser en skygge. Som regel kan der gå flere timer før de får noget optaget, og dermed kan man konkludere at der i mellemtiden ikke er sket særligt meget. Det største problem er dog, at de nogle gange har chancer for at bevise om der reelt eksisterer spøgelser eller ej. Et eksempel er under et besøg på et hotel i Californien. Det skulle være besat af en ond ånd, ejerne og tidligere beboere bekræfter dette, samt lydoptagelser bekræfte dette. De får optaget lyde der, ifølge dem, fortæller at “han er på vej”. I stedet for at blive og se hvem “han” er, tager de hjem. Åbenbart er det for meget at være til stede hvor “han” er, selvom de indtil da ikke har gjort nogen nævneværdige opdagelser. Et andet eksempel er under et besøg i et gammel nonnekloster. Her er der gamle nonner til stede, og som endda er kendt for at angribe folk med tatoveringer. Dette har Zak, og han vælger således at smide trøjen og vise tatoveringerne frem. han forventer således at blive angrebet, skubbet eller slået af spøgelserne – der sker bare intet.

Programmet er tydeligvis ikke sat i søen for, at bevise eksistensen af spøgelser. Det er et underholdningsprogram der skal fortælle spøgelseshistorier. Dog synes jeg, modsat de andre programmer, at de rammer skævt og ikke får det greb om historien som de egentlig kunne. Man har på nogle punkter valgt fortællerkneb som kan virke uhyggelige og skræmmende, men i længden fylder værten for meget og undersøgelserne bliver kluntet præsenteret. Hvis man gjorde sig mere umage med programmet ville det (i hvert fald for mig) blive mere uhyggeligt.